GOD FOD PÅ ORGLET

- ET PORTRÆT AF OLE ERLING AF CARSTEN MICHAEL LAURSEN


Sikken voldsom trængsel og alarm. Den trange elevator og den rullende trappe i stormagasinet bærer med smil deres byrde af pels- og uldklædte danskere med julesind og stresssymptomer. Og fra det skjulte højttaleranlæg breder en mild og forsonende Hammond lyd sig ud i det store rum. Ole Erling er hos os og sætter toner og rytme til nissers vagtparade, vrimlende sneflokke og et vinterhvidt vidunderland. Let, opmuntrende og kærligt hygger hans liflige toner omkring os som en beskeden men ærlig påmindelse om, at vi skal være gode hinanden og vise julesind. Ikke bare under den store højtid men også i hverdagens gråtonede familieliv.

Således har Ole Erling, født med det borgerlige navn Erling Aksel Olsen i 1938, listet sig ind i vores bevidsthed som garant for det man i statsradiofoniens barndom betegnede som let grammofonmusik. En musikalsk niche velegnet til adskillige gøremål. Som et nynnende akkompagnement til opvasken. Som et behageligt lydspor til bagning af sukkerkringler og syltning af årstidens frugter. Som en beskeden og venlig ledsager på den travle tur langs supermarkedets kølediske og mellem isenkræmmerens udbud af ønsketing og hadegaver. En stemningsladet og mild klang til både suppen, stegen og isen. Kort sagt lyden af dansk hygge.

Ikke for ingenting er Ole Erling blevet kronet som hyggepianisternes konge i Danmark, og dermed har han gjort sig til en født kultfigur inden for dansk easy listening. En alt-mulig-mand ud i underholdningsmusik, som Flemming Leth er det med hammer og søm. Han har givet begrebet taffelmusik ny mening og betydning ved at præsentere et multi-repertoire spændende over beat, pop, dansktop og evergreens. Såvel Gustav Wincklers »Hvide måge« som ABBA's »Waterloo« er blevet udsat for hammondorgel og har fået ny identitet.

Hvem er han, denne self-made musiker hvis navn er blevet et begreb i dansk musikkultur? Historien om kong Orgel kan føres tilbage til 1940'ernes arbejderkvarter på Nørrebro i København. Her var han kendt som »Hyp-Ole«, et navn han havde fået påhæftet gennem sin far der var taxichauffør og under krigen havde kørt med hestedrosche. Her trådte han sine barnesko i noget så sjældent som et arbejderhjem med klaver. Her var radioen altid tændt og på radiogrammofonen spillede familien de nyeste slagermelodier med Valdemar Davids og Bror Kalle.

At Ole kom til musikken var ikke forudbestemt. Men det havde ikke undgået hans opmærksomhed, at bror Agner havde meget at bestille som selskabsmusiker. Og da Ole bliver uddannet som elektriker mener han, at det nok ville kunne betale sig at supplere elektrikerlønnen med en tjans som fritidsmusiker. Og det fornødne instrument kommer næsten som sendt fra himlen. Allerede i sin tid som nyuddannet elektriker kommer han ind i det store Hammondhus på Strøget i København for at reparere lyset. Her får han selv julelys i øjnene ved synet af et orgel. Hvis han havde fået pengene, ville han have købt det på stedet.

Men heldet er med ham. En dag strander et italiensk orkester i København, og den ulykkelige trup må desværre sælge alle deres instrumenter for at få råd til at rejse hjem. På den måde anskaffer Ole sig for den beskedne sum af 2000 kr. et kuffertorgel med pedalstyr. Et vaskeægte Hohner Symphonic 30 for under en tredjedel af den normale værdi. Ole kunne trække i arbejdstøjet som selskabsmusiker, og da en af vennerne skal giftes, får han sin ilddåb som musiker. Det var i 1959 og Erling Olsen blev til Ole Erling. En bekendt havde hvisket ham i øret, at man umuligt kunne være musiker og hedde Olsen til efternavn. En og anden vil måske indvende at Ole Erling næppe klingede mere professionelt end det hæderlige Olsen, men Ole Erling blev det navn, som Danmark og danskerne ville blive særdeles bekendt med.

Ole blev som alle selskabsmusikere hurtigt bekendt med, at efterspørgslen i høj grad svingede med årstiden. I de festfattige vinter- og sommermåneder kunne der godt være rigeligt langt mellem engagementerne, mens konfirmationsfesterne i forårs- og efterårssæsonen gav ham så meget, at han ærgerligvis ofte måtte sige nej tak. I erkendelse heraf begyndte han så småt at trappe ned på aktiviteterne og startede i 1969 sit eget pladeselskab Populær Musik, det der senere tog navneforandring til PM Music.

Og Ole Erling havde en mission. Dinnermusikken skulle ud til folket. Det var især de hjemmefestende danskere, han spekulerede på. Den musikalske underholdning efter oksestegen og isen blev almindeligvis overladt til værternes tilfældige udvalg af grammofonplader. Det var ikke nogen sag at skaffe sig musik til brug for dans. Derimod var egentlig dinnermusik nærmest ikke-eksisterende. Ole startede derpå en produktion bånd, der tog direkte sigte på familiefester.

Repertoiret blev lagt an under hensyn til gæsternes stemning. Han lagde i reglen ud med en march som gæsterne kunne gå til bords til. Til spisningen foregik det som regel til tonerne fra operetten Farinelli. Når gæsterne havde forladt bordene og var nået til kaffen og cognacen, bød repertoiret på mere løsslupne syng-med-sange. Det undgik ikke hans opmærksomhed, at den musikalske smag ændrede sig i takt med, at promillerne steg. Således blev den ellers meget artige »Giv mig en hest mor« til en regulær brandertvise når alkoholen havde gjort sin virkning.

Ole Erling blev lidt af en pioner på sit felt. To år efter dannelsen af Populær Musik debuterede han med albummet »Ole Erling spiller evergreens a go-go«. Den blev den første af en lang række indspilninger med populærmusik. Som instrumentalist var han afskåret fra at komme på dansktoppen, men pladerne blev købt og flittigt benyttet af festende danskere. Og hans navn blev synonym med en niche inden for underholdningsmusikken, oven i købet uden at den brede befolkning havde nogen anelse om, hvordan deres orgelkonge egentlig så ud.


At Ole Erling trods årelang popularitet først i en ret sen alder er blevet et virkeligt kendt ansigt, har i høj grad at gøre med den kultstatus, han har opnået. Selv har han aldrig været typen der opsøger pressen for at få omtale. Hans produktion og navn har bemærkelsesværdigt vundet respekt uden de store armbevægelser. Oven i købet i en branche hvor synlighed ellers er et must, hvis man vil være kendt. Easy listening begrebet havde jo nærmest egne spilleregler i æstetik og appeal.


Da Ole i 1974 udsendte den sølvplade-sælgende »Dansk Hammond Jul«, var det periodens feterede fotomodel Hanne Lyngfeldt, der prydede omslaget med strålende øjne, lipgloss på læberne og nissehue over det kastaniefarvede pagehår. Varemærket Ole Erling blev lanceret i uforfalsket Daells Varehus-æstetik: renskuret, artigt og med et frisk tilsæt af ung skønhed. Helt på linje med internationale pladecovers med easy listening, men her i dansk tilsnit med inspiration fra danske reklamer: Birte Tove renfærdige typer henslængt på en Morris Mascot eller som tillokkende skønheder, der gav plads til endnu en, der brugte Rexona. På omslaget til Sten Holkenovs partyplade »Hør nu og syng så« fra 1971 var det ligeledes tidens moderne pige der lokkede husarerne til de lette rytmer iført bredskygget hat, kæde om halsen, stram sweater og sorte lakstøvler. Ole Erlings musik blev altså i tråd med den øvrige internationale easy listening markedsført som et moderne produkt. Måske et forvarsel om at disse indspilninger ikke, som man måske kunne vente, ville lide en langsom, men sikker død i pladebutikkernes rodekasser med grand prixcompilations, mølædte top ti-opsamlinger, døgnflue-udgivelser og tankstations-slagere.

Hvad var det dog der skete, da Ole Erling blev kult? I forlængelse af 1990'ernes retro-bølge og fornyede interesse for easy listening kunne det vel ikke overraske mange, at landets mest berømte suppe-steg-og-is musiker ville nyde godt af bølgen. På den anden side kom hans kultstatus unægtelig til at stå i stærk kontrast til tidens koncept-emballerede grupper ved sin uprætentiøse fremtoning og sit ret kitsch-klingende repertoire. Den kyniske smagsdommer ville uden tvivl udnævne ham til selve symbolet på den dårlige smag og alt, hvad der kunne henregnes i katagorien utjekket. Men den gode og kloge ville smile overbærende, for han havde trådt sine barnesko til tonerne af orgelkongens Hammond hits. Han vidste, at der i hammondorglets univers blev formidlet en stemning og en godhedens atmosfære, som kun det kolde hjerte kunne ignorere med den rene samvittighed i behold.

Elevatoren går aldrig i stå i mange minutter af gangen. Den rullende trappe overlever i princippet generationer. Det er jul, det er cool - efterhånden både sommer og vinter. Og ligeså sikkert som Bing Crosbys melankolske baryton vil kvæde drømmen om den evigt hvide jul hundrede år frem i tiden, med lige så stor sikkerhed vil danskeren og andre med nysgerrrigheden i behold - blive fulgt til tredie sal og ned igen til tonerne af kong Oles orgel. Slægter skal komme, slægter skal henrulle. Og den dag er måske ikke fjern, da en gruppe af kongens disciple indspiller en plade med titlen »The Go-Go's spiller evergreens-a-Ole Erling«.



Opdateret 2004-09-11

 

Send e-mail til Webmaster med spørgsmål eller kommentarer om dette Websted.
Copyright © 2006 Ole Erling
Senest opdateret: 21. april 2008