FORORD: DEN LETTE MUSIK

AF OLE LINDBOE


Det var den store easy mester Burt Bacharach, der engang forklarede en journalist, at målestokken for virkelig god musik, var, at den kunne spilles overalt i alverdens elevatorer.

Den udtalelse fik han mange verbale tæv for og hans bemærkning kan stadig fa panderynkerne frem hos musikalske alvorsmænd. Såkaldt seriøse musikelskere tåler ikke tanken om musik som en ferm forbrugsvare - eller som noget man slikker i sig som soft ice. »øreslik«, vrisses der og det er absolut nedsættende ment. Fy fy skamme.

Men »den lette musik« alias easy listening er langt bedre end sit rygte. Og værre. Og, som Katrine Ring skriver i bogens indledende indkredsning af genren, så er easy en temmelig diffus genrebetegnelse, der hele tiden skifter position. Det, der var easy i går, er pludselig kvalitet i dag eller i morgen. Og omvendt. Dagens gode smag kan overrumplende hurtigt ende henne på nederste kitschhylde.

Bogen her er ment som en nydelsesfuld rejse ud i populærmusikkens lyksaligheder. Mere præcist: ud i den del af populærmusikken vi i mangel af bedre kalder easy. Og easy er dertil - som Ring skriver - »en kultur, attitude og iscenesættelse, som ændrer form, kulør, og substans alt efter tidsperiode«.

Easy listening er - noget uretfærdigt - blevet en bunkebetegnelse for såvel muzak som for kvalitet, uagtet vi godt ved, at der er mange flydende overgange mellem det sublime, det gode, det mindre gode og det helt elendige. Det sidste kan sagtens have sin charme, når tidens støv har drysset tilstrækkeligt længe nedover de gamle lp'er fra dengang onkel og tante fjantede henover kanten af Martini glasset eller gled elegant rundt på dansegulvet.

Easy er ikke bare glat vellyd. Det er først og sidst stil. Den Lette Musik må hjerteligt gerne nydes iført smoking eller nedringet selskabskjole, akkompagneret af lyden af klirrende isterninger i kulørte drinks. I så fald er man cool, akkurat som den tidlige James Bond var easy going, når han i Casinoland bød nedringede blondiner på en knastør Martini. Det er også den musik en sand forfører sætter diskret på grammofonen, når en dårende dejlighed indledningsvis skal bringes i den rette stemning til aftenens senere muntre øvelse på isbjørneskindet foran den blussede kamin.

Men easy har bestemt ingen klassefordomme. Det er musik for alle og enhver. Den kan lige så vel rånydes fra en skrattende transistorradio i en lille skævbenet campingvogn en søndag solskinsmorgen, hvor man er blevet træt af fuglekvidderet, og gerne vil have noget med mere pep i. Easy kan nydes i hjemmebaren, ved swimmingpoolen, i stormagasinet, i koncertsalen, i flyet, hos damefrisøren, i sofistikerede restauranter eller som døsigt lydtapet i solariet henne på næste gadehjørne. Easy alias let musik er pr. definition global-kultur, fra før man opfandt begrebet.

Den Lette Musik er skrevet af en række musikskribenter- og kritikere, nørder og nydere af en forkætret genre. Den er skrevet kærligt og kritisk. Der er ikke tilstræbt noget fælles fodslag i kapitlerne. Enhver spiller med sin trompet.

Det er selvsagt en bog man med fordel kan have liggende fremme - såmænd også i dannede kulturhjem - alt i mens man sætter Burt Bacharach eller Herb Alpert eller nogen af de mange andre stjerner fra den lette musik i cd-afspilleren. Den kan også, helt passende, ligge fremme, næste gang du indbyder til cocktailparty. Eller den kan bare ligge - henkastet tilfældigt - på kaminhylden næste gang du har inviteret på en romance derhjemme og den kære gamle måne skinner ind ad vinduet og belyser din hjemmebar på det smukkeste. Easy er i sig selv en flirt.

Livet er let og smukt. I hvert fald så længe musikken spiller. God fornøjelse.


Ole Lindboe
 
     
     
     



Opdateret 2004-09-11

 

Send e-mail til Webmaster med spørgsmål eller kommentarer om dette Websted.
Copyright © 2006 Ole Erling
Senest opdateret: 21. april 2008