Kino-orglet

KINO-ORGLET

 

... blev udviklet til at lave baggrundsmusik og lydeffekter til de første stumfilm. En enkelt person kunne fra spillebordet lave musik, som var det et helt orkester. Da tonefilmen gjorde sit indtog - og dermed i princippet overflødiggjorde disse multi-instrumenter - valgte man at anvende dem som underholdning inden filmforevisningen. Et biografbesøg blev nu en blanding af film, musik og anden underholdning. I dag bruges de instrumenter, der har overlevet, til egentlige koncerter.

Desværre har der ikke i Danmark været den samme adgang til at høre disse imponerende instrumenter, idet der kun har eksisteret to. Bogen giver en både historisk og teknisk gennemgang af kinoorglet: dels oprindelse, virkemåde og udover, således også en oversigt over de kunstnere, som spillede på Palladiums Wurlitzer-orgel. I et supplement portrætteres flere danske kunstnere, som har medvirket til at gøre "underholdningsorglet' i forskellige afskygninger populært.

 

 

Anton Stormlund

 

Forfatteren er født i 1946, uddannet lærer og musiker. Han har ledet en kommunal musik-skole gennem 27 år. En overvældende interesse for tidlig industri, teknik og videnskab førte til en samling, som i årene 1995-98 var åbent som museum i Kolding. Med udgangspunkt i de mindre hjemmeorgler, som var almindelige i 1970erne, har en senere interesse for de oprindelige underholdningsorgler - kino-orglerne - medført studier af disse fortrinsvis i England.

I 1998 købte Anton Stormlund et forsamlingshus til sin samling, og i 2002 kunne han gennem et otte måneders projekt færdiggøre opstillingen af sit eget kino-orgel, som er det eneste i Danmark. Grupper fra institutioner, loger og foreninger kommer på besøg, hører lyden fra orglet og bliver begejstret.

Bogen her er endnu et indslag i Anton Stormlunds ønske om at udbrede kendskabet til "musikkens mageløse multi-instrument".

 

 

Der rettes en tak til orgelregistrant Ole Olesen for gode råd og til fru Ruth Bech,  Jette Kilde Carlsson og Hans Ankerstjerne for tilsendte materialer, som ikke hidtil har været offentliggjorte. En særlig tak rettes til Thorkild Sandbeck, som med sikker stilsans har stået for bogens layout.

FORORD

 

anmark har internationalt et godt ry inden for orgelbygning, men paradoksalt er der ikke skrevet megen litteratur om emnet. Når talen drejer sig om kino-orgel, så er der slet ingen litteratur til rådighed. Danmark er et uland, når det drejer sig om disse instrumenter, idet vi gennem tiderne frem til år 2000 kun har haft to måske tre  instrumenter opstillet. Det er dog et faktum, at disse prægtige instrumenter fortjener en langt større opmærksomhed. Der kan let hentes omfattende viden om emnet, idet stort set hvert eneste ibrugværende kino-orgel  - hvad enten det er opstillet i en offentlig bygning eller i et privat hjem - kan findes detaljeret beskrevet på internettets hjemmesider. Bogen her vil derfor ud over en egentlig historisk og teknisk beskrivelse også gengive personlige erfaringer, dels om koncertformen i det engelske biograf-orgel-miljø og dels fra egen installation.

Forfatteren, som gennem mange år har haft en stor interesse for tidlig videnskab og industrialisme (der bl. a. har medført tilvejebringelsen af en omfattende samling af antik kommunikationsudstyr), har fastholdt interessen for orglet som underholdningsinstrument. Siden 1982 er mange kino-orgler i England, Tyskland og Holland blevet besøgt, og i 2000 og 2001 er der i Penistone ved Manchester blevet spillet professionelle koncerter pa det store Compton-orgel i Paramount-biografen.

Både den læser, der blot vil tilegne sig lidt nostalgisk tilbageblik til det danske Palladium-orgel i København, og den læser, der ønsker at sætte sig ind i den specielle teknik i instrumentet, vil kunne finde stof i bogen. Generelt er der her samlet mere faktuel viden om emnet end i nogen anden tilgængelig publikation pa dansk. Netop gennem opstilling af eget instrument i 2002 har forfatteren fået en indsigt i den praksis, der er omkring erhvervelse af et sådant gigant-instrument, og bogen her viderebringer bevidst en del oplysninger om de praktiske forhold i forbindelse med opstillingen. Formålet med udgivelsen er at skabe en interesse for kino-orglet hos en befolkning, der ikke har haft den samme mulighed som f. eks. befolkningen i England og USA for at høre disse pragt-instrumenter i funktion. Det ville være spændende, om denne bog kunne afstedkomme en så stor interesse, at en eller flere private personer eller en biografbestyrelse turde indkøbe et gammelt kino-orgel, opstille det og lade det lyde.

 

ANTON STORMLUND

 

Bogen giver en både historisk og teknisk gennemgang af kinoorglet: dels oprindelse, virkemåde og udover, således også en oversigt over de kunstnere, som spillede på Palladiums Wurlitzer-orgel. I et supplement portrætteres flere danske kunstnere, som har medvirket til at gøre "underholdningsorglet' i forskellige afskygninger populært. Her er hvad der står skrevet om Ole Erling.

Ole Erling (f. 1938)

 

Ole Erling blev født som den yngste af tre brødre den 29. juli 1938 i en musikglad arbejderfamilie på Nørrebro i København. Han blev uddannet som elektriker, og i det store Hammondhus på Strøget i København stiftede han første gang bekendtskab med et orgel - som han dog ikke havde råd til. Det lykkedes for ham dog at erhverve et Hohner-orgel, model  Symphonic 30, fra en italiensk musikertrup, der måtte sælge deres instrumenter for at kunne rejse hjem.

Som ganske ung var han i et danseorkester med hang til pigtrådsmusik, som popmusikken blev kaldt. Heri spillede Bjarne Rasmussen (bas), Peter Lau (guitar), Henrik Jensen (trommer), Ole Erling (tangenter) og Sussie Holm (sangerinde). Orkestret indspillede plader, som i øvrigt er blevet genudgivet på Frost-records.

I 1959 spillede han sit første orgeljob ved en vens bryllup, hvorefter der for alvor kom gang i bestillingerne til selskabsmusik.

I en alder af ca. 30 år fik han stillet et amerikansk Baldwin-orgel til rådighed, da han fik engagement på det nyåbnede hotel Marina. I 1966 begyndte Erling Axel Olsen, som er hans egentlige navn, at indspille plader, og efter ni hektiske år startede han eget pladeselskab Populær Musik, senere kendt under navnet P. M. Music.

Pladeselskabet optog nu al tid for Ole Erling, og i kælderen på privatadressen i Smørumnedre indrettedes et professionelt lydstudie med udstyr og båndmaskiner i den dyre prisklasse. Her kom tidens mange kendte og populære kunstnere og indspillede musik fortrinsvis til udgivelse på kassettebånd. På et tidspunkt var der ansat 40 personer hos Ole Erling. Det, som Ole Erling selv kalder "2. halvleg i sin karriere" indledtes med, at han hørte den kendte Franz Lambert spille koncert på et nyt tysk Wersi Spectra-orgel. Importøren af disse instrumenter, Ole Olsen, gav Ole Erling mulighed for at låne et sådant instrument til en pladeindspilning. Det kostbare instrument erhvervedes kort efter. Det er nu igen egen aktivitet ved orglet, der inspirerer, og opgaverne landet over griber om sig. Ole Erling bliver en kendt kunstner - også blandt de unge, idet han bliver solist ved Langelands Festivalen. Her oplever han den samme euforiske stemning, som ellers kun tildeles tidens populære, unge rockstjerner. Tidligere var han kendt som Mr. Hammond, og hjemme i hans stue står stadig det store Hammond X-66-orgel, som han spillede på i en af de få TV-udsendelser, som har sat fokus på el-orglet.

 

 

Ole Erling har forstået at udnytte internettet til at markedsføre sig. Her kan man se hans profil, ligesom han ad denne vej formidler de mange CD-indspilninger, som er lavet gennem årene. I årene fra 1971 til 2004 er der udsendt ikke mindre end 45 CD'er. Her er også vej til hans fanklub, ligesom der kan købes forskellige effekter.

Ole Erling påstår stadig, at han ikke kan spille efter noder. Ikke desto mindre er hans musik præget af kvalitet med sans for detaljer både i melodilinier og i harmonisering.

 

Ole Erling har kastet sig ud i alle former for underhold-ningsmusik lige fra de helt banale festsange, som der også er et behov for, til hele klassiske orkesterværker, og selv udtaler Ole Erling, at han i dag på sit instrument forsøger at få en lyd ud af instrumentet, der kommer så tæt på de rigtige, akustiske instrumenter som muligt. Og som det sig hør og bør for en selskabsmusiker, så kan han på stående fod spille alt, hvad man måtte ønske. Melodierne dukker bare frem. En ikke uvæsentlig ting er hans positive livssyn og væremåde. Skal man være underholder, så skal man også udstråle imødekommenhed og godt humør, og det har Ole Erling gjort gennem hele sin karriere.

Send e-mail til Webmaster med spørgsmål eller kommentarer om dette Websted.
Copyright © 2006 Ole Erling
Senest opdateret: 21. april 2008