Parcelhusets Pionerer

OPGANGSTIDER MED OLE ERLING

 

Udefra ser huset ud som de fleste. Nydelige gule mursten. Velordnet indkørsel.
Men man fornemmer hurtigt, at det vist ikke er et helt almindeligt parcelhus.

Lis og Ole Erling, 2006

H

 

 

oveddøren er af massivt, håndskåret egetræ og minder mere om en solid borgport fra 1500-tallet end indgangsdøren til et parcelhus fra 1967. Vinduerne er malet blå. Ikke pænt, diskret, vi holder lav profil-blå. Men rigtig BLÅ. Strålende højblå, som man ser det i Grækenland og ved Middelhavet, hvor der er flere farver på end her i Smørumnedre. En forstad til København.

  Bag de blå vinduer i Smørumnedre bor musikeren Ole Erling og hans kone Lise. Så snart man træder indenfor, ved man, at dette er et usædvanligt parcelhus. Der er fuld knald på alle effekterne, og der er ikke sparet på noget.

  Ole Erling er musiker. Mere kendt som Mr. Hammond. Siden 1960’erne har han rejst landet tyndt med sit Hammondorgel. Lise har gennem årene været både hjemmegående husmoder og meddirektør i deres fælles pladeselskab og musikfirma.

Fra stenbro til forstad

O

 

 

le og Lise er begge opvokset på Nørrebro. De mødte hinanden som 16-årige og har holdt sammen i 52 år. I begyndelsen af ægteskabet, hvor pengene var små, boede de i en lille lejlighed, og Ole fungerede som vicevært. Der var boligmangel, og et viceværtjob var eneste mulighed for at få en lejlighed. Om dagen arbejdede Ole som elektriker, om aftenen som musiker, og derimellem passede han så sit viceværtjob.

  Men så gik det stærkt. Ole begyndte at tjene flere penge som musiker, og en kollega opfordrede ham til at gøre som han og købe en grund i Smørumnedre, i dag Egedal Kommune. Lise blev først lun på en stor hjørnegrund, men Ole blev træt på forhånd ved tanken om al den sne, der skulle skovles om vinteren. Årene som vicevært sad i ham.

  Der var ikke ret mange, der vidste, hvor Smørumnedre lå. Oles forældre vidste det ihvertfald ikke og var meget kede af, at Ole og Lise flyttede. De var bange for, at de ikke ville se børnebørnene særlig tit, når de skulle bo så frygteligt langt væk. Det er svært at forestille sig i dag. Smørumnedre ligger små 20 km fra Københavns centrum, og man kan være på Rådhuspladsen på under en halv time. Dengang var der hverken motorvej eller S-tog. Det var langt ude på landet.

Flere penge mellem hænderne

H

 

 

uset er en tro kopi af et andet parcelhus, som Ole og Lise havde set hos nogle venner. Manden var snedker og havde selv bygget en del af huset. Konen var servitrice på Pejsegården, hvor Ole ofte spillede. Da Ole og Lise så vennernes hus, vidste de med det samme, at lige præcis sådan skulle deres eget hus se ud. Der var råd til at slå lidt ud med armene, det var opgangstider, og der var tit bud efter musikere.

  Huset blev bygget i weekenderne ved hjælp af venner og venners venner. Ole havde en stor kontaktflade. Han var jo både håndværker og musiker og mødte mange mennesker, der kunne give en hjælpende hånd. Nogen kendte en tømrer, trommeslageren i orkesteret var murer, andre havde en betonblander osv.

  I løbet af ugen gik alle på arbejde, men i weekenden samledes de og kørte i bil til Smørumnedre og knoklede.

  Som byggeriet skred frem, måtte Ole og Lise opgive at bygge det hele som selvbyggere. En håndværker tjente dengang 15 kr. i timen, men efterhånden tjente Ole 50 kr. i timen som musiker, så der blev råd til at betale håndværkerne.

  Efter et år stod huset færdigt.

Ole Erling fik inspiration til indretning af huset, når han var ude og spille orgel.

Han kom overalt i landet.

Flottere end flot

H

 

 

uset er et fuldmuret hus på 154 m2 med fuld kælder, overdækket swimmingpool og havestue. Alle døre og vinduer er håndlavede. Lofterne er ægte redwoodtræ. Indvendig er væggene hvidmalede mursten, der leder tankerne hen på en spansk hacienda.

  Der er skjulte elektriske installationer overalt. Man ser ikke en synlig ledning, og hele huset bærer præg af, at Ole var elektriker, før han blev musiker. Han har selv lavet alt det elektriske. Og det siger ikke så lidt.

  »Jeg vil have lys i alt.« Ole smiler og peger på gardinskjulerne. Ganske rigtigt, der er lys i gardinskjulerne. Der er lys i det indmurede barskab i stuen. Der er lysspot i loftet. Der er lys i alle skabe. Selv maleriet over sofaarrangementet er der lys i.

  »Jeg kom jo meget rundt og så en masse huse og en masse måder at indrette sig på,« fortæller Ole. »Det var det, der inspirerede mig til at lave det samme herhjemme.«

  Gildesalen i kælderen er indrettet i westernstil med rå planker og diskokugle. Kælderbaren er en tro kopi af den tids rustikke værtshuse. Grov plankedisk, solide ølkrus, en oprindelig sporvognsklokke og andet finurligt sporvognsinventar. Masser af kulørte lamper i loftet og overalt emaljeskilte. »Ingen kredit her,« står der på et af dem.
  Det virker nu ikke, som om der har været ballade med kreditværdigheden. Tværtimod. Der har været overskud og godt fyldt på kontoen. Også på festkontoen. Der er blevet holdt mange og gode gilder her, med sjusser og dans til den lyse morgen.

 

Gildesal: Ordet gildesal dukker op i ordbøgerne første gang i 1978.

 

I 1970’erne blev det moderne med gildesal og hjemmebar.

Hos Ole og Lise Erling er der blevet holdt mange gode fester.

Isoleret

Parret fik tre børn med tre års mellemrum, så Lise gik hjemme det meste af tiden. Det var en stor omvæltning.
Hun var vant til det pulserende liv i byen og befandt sig pludselig på en mark i Smørumnedre. Der var ingen forretninger. Irma stillede en skurvogn op, der fungerede som midlertidigt supermarked, indtil der blev bygget de nødvendige faciliteter.
Lise følte sig isoleret, fordi Ole var så meget ude at spille. Han havde godt gang i musiker-karrieren og var ikke hjemme så tit. På deres oprindelige ønskeseddel stod et dyrt Poggenpohl-køkken, men det sparede de væk og fik i stedet et meget billigere dansk køkken. Besparelsen betød, at der blev råd til en lille bil til Lise, så hun kunne komme omkring.

Der blev ikke sparet på materialerne. Lofterne er af redwoodtræ.

Svømmepøl

I hjørnet af stuen står det største Hammondorgel, der kan fås. Det er en model X66 på størrelse med en dobbeltseng. Når der er fuld Hammond på alle pedaler og knapper, kan det spille selv den søvnigste hal op. Når Ole sidder bag orglet, kan han se direkte ud i sin lille svømmehal. Svømmebassinet er oplyst nedefra. Vandet lyser tyrkis og krystalklart og skaber genskær ind i stuen. Væggene er hvide mursten med orange relieffer. Der står opsatser og krukker med kunstige blomsterarrangementer. I den ene ende er der et orange siddemiljø med bord, håndklædeholdere og Verner Pantons karakteriske plasticmøbler. På endevæggen et stort relief med farvede glasbyggesten og glasdøre i hele gavlens længde. Svømmehallen er en tro kopi af en svømmehal, som Ole havde set på Vedbæk Marina, hvor han tit spillede. Vedbæk Marina er der, hvor fodboldlandsholdet i dag træner og bor. Svømmehallen og den karakterisktiske orange hvide æstetik eksisterer ikke længere. Den skal man til Smørumnedre for at beundre. Den står intakt, som da den blev bygget og indrettet i 1972.

Svømmehallen er en kopi af den svømmehal, der var på Hotel Vedbæk Marina.

Oliekrise og gæld

O

 

 

le havde ingen gæld. Han betalte af princip alting kontant og var opdraget til at svare enhver sit.
»Afbetaling er roden til alt ondt.« Det mener han stadigvæk.

 

Oliepriser

I 1973 var prisen på 1.000 liter fyringsolie 334 kr. Prisen var i 1975 fordoblet og blevet 850 kr.

.

.

Pensionister

Det samlede antal folkepensionister anslås til ca. 764.000 personer i 2005.

Mange af dem bliver boende i deres parcelhus, så længe de overhovedet kan.

 

Men i 1972 var skattetrykket afhængigt af, hvor meget gæld man havde. Revisoren tryglede Ole om at skaffe sig noget gæld, så han kunne slippe billigere i skat. Ole manglede ikke noget og vidste ikke rigtig, hvad han skulle låne penge til.

  »Byg,« sagde revisoren. »Byg!« Ole bøjede sig, lånte og byggede svømmehallen. Ganske kort tid efter ramte oliekrisen Danmark, og der var ikke råd til at varme hverken huset eller vandet i svømmebassinet op.

Vandet blev tømt ud, og det tomme bassin blev brugt som lagerplads for 100.000 kassettebånd, som Ole havde købt. Han havde fået et kæmpeparti kassettebånd på hånden, slog til og købte på det rette tidspunkt og til den rette pris.

Efterhånden som oliekrisen skred frem, blev der mangel på kassettebånd, og de var ikke til at opdrive. Ole kunne sælge kassettebåndene til andre pladeselskaber med en pæn fortjeneste.

Om sommeren, når solen har varmet vandet op, bruger børnebørnene stadig svømmebassinet. Ole selv svømmer i den lokale svømmehal.

 

 

Under oliekrisen i 1970’erne fungerede den en periode som lager.

Bæres ud

I

 

 

dag står den lille svømmehal til pynt og til minde om en god tid med økonomisk opblomstring og frit valg på alle hylder. Om sommeren bader børnebørnene i den, når solen har varmet vandet op. Ole selv svømmer hver dag i den kommunale svømmehal.
Lise og Ole er i dag pensionister. En gang imellem spiller Ole stadig til bal på sit orgel. De har et godt liv i deres store hus i Smørumnedre. Efterhånden er der sket en del udskiftninger i kvarteret, og unge mennesker er flyttet ind i husene.
Heldigvis er der stadig gode gamle naboer og venner fra dengang, det hele startede. »Vi ser både Nesa-Børge og Frisør-Børge,« siger Ole. Han peger rundt på et par af nabohusene og tilføjer med vægt: »Jeg skal bæres ud herfra.«

 
  Efterskrift og Presseomtale

PARCELHUSETS PIONERER – DA JENSEN FLYTTEDE PÅ LÆRKEVEJ

Annegrete Kraul og Kristine Søndergaard Madsen: Parcelhusets pionerer – Da Jensen flyttede på Lærkevej. Udg. af Bolius Boligejernes Videncenter, Ballerup 2007. 205 x 255 mm. 180 s.
Denne bog handler om danskernes yndlingsbolig – parcelhuset. Om et stykke bygge- og danmarkshistorie uden lige. Om det store byggeboom, der vendte op og ned på Danmark og fik arkitekterne til at skære tænder og entreprenørerne til at gnide sig i hænderne. Et byggeboom, der gav et velstands- og boligløft til hundredtusindvis af mennesker.
Det er en bog til og om parcelhusejerne. Til alle dem, der i 1960’erne og 1970’erne flyttede ud og byggede deres tilværelse op fra grunden, og til de unge, som i disse år atter vender hjem til parcelhuskvarteret. Én gang parcelhus, altid parcelhus!
Vidunderlig og tankevækkende kulturhistorisk læsning med masser af herlige billeder og historier.

Pressecitater:
Parcelhusets pionerer - da Jensen flyttede på Lærkevej

”Jeg har læst en ny bog, der handler om min opvækst. Min og millioner af andre danskeres. Parcelhusets pionerer - da Jensen flyttede på Lærkevej hedder bogen, der er et stilfærdigt opgør med den ringeagt, som den danskeste af alle danske boligformer har lagt tagryg til i et halvt århundrede.”
Kim Faber, Politiken

 

Parcelhuset er blevet kult.
Berlingske Tidende.

 

Bogen er en kærlighedserklæring til parcelhuskulturen, men den indeholder også et forvarsel om at idyllen ikke varer ved.
Nyhedsavisen.

 

Kærlig og sprælsk skildring af parcelhusets pionerer.
Kalundborg Nyt.

 

For anmelderen, der voksede op på femte sal i en toværelses på stenbroen og som på egen krop oplevede parcelhusets velsignelser, er bogen fuld af åh-ja- oplevelser.
Lokalavisen Vestegnen

Copyright © 2008

Ole Erling var så venlig at åbne sit hjem for forfatterne og fotografen til bogen

”Parcelhusets Pionerer”

 

”Artiklen er venligst udlånt af Bolius Boligejernes Videncenter A/S, www.bolius.dk .

 

Artiklen er et kapitel fra bogen ”Parcelhusets pionerer” udgivet i 2007 af Bolius,

yderligere info om bogen her: http://www.bolius.dk/shop/parcelhusets-pionerer

 

Jan Felland

Videnformidlingschef

 

Send e-mail til Webmaster med spørgsmål eller kommentarer om dette Websted.
Copyright © 2006 Ole Erling
Senest opdateret: 21. april 2008