En mand og hans hammondorgel
70 I MORGEN
Strofen ‘Og hun er så ung, og så yndig ser hun ud!’ er et hyppigt indslag i mangen en dansk familiefest. I lighed med ‘Bravo, bravissimo!’ og ‘Han skal leve!’.
Disse linjer synger vi med hver vort næb, men oftest går det nu bedst med musikalsk akkompagnement. Og en af dem, der kender hele skåle- (og skråle-) repertoiret mest intimt, må være musikeren Ole Erling - i inderkredse kendt som ‘Orgel-kongen’.
Når han i morgen runder sin 70-års dag, kan Ole Erling se tilbage på omtrent et halvt århundrede i den ikke altid lige påskønnede - men omfangsrige! - niche i dansk showbizz, der udgøres af selskabs- musikere.
Det hele begyndte i en lille arbejder lejlighed på Nørrebro. Her voksede knægten Erling Axel Olsen op i et hjem med klaver. Og det skulle bruges, så den bitte Erling satte sig til tangenterne og begyndte at spille. Noder kunne han ikke; det kan han fortsat ikke.
Musikerdrømmene stod på standby, mens unge Olsen uddannede sig til elektriker. En dag stod han på hovedet i et københavnsk hammondorgel, der skulle repareres. Og så var ungersvendens skæbne ellers beseglet.
VED ENDNU ET TILFÆLDE
kunne han anskaffe sig et kuffertorgel med pedalspil, og i 1959 debuterede Erling Axel Olsen som suppe- steg- og is musiker ved en kammerats bryllup. Det borgerlige navn blev udskiftet, for i denne metier gik det ikke an at hedde Olsen, og morgendagens fødselar har siden benyttet kunstnernavnet Ole Erling. Det er efterfølgende blevet til tusinder af gilder, hvor Ole Erling i pænt tøj bag sine orgler har styret de musikalske udfoldelser med et enormt repertoire og en helt særlig sans for, hvad der gør sig ved den slags lejligheder.
Og rigtig mange danskere kan jo fort sat ikke forestille sig at holde runde fødselsdage, bryllupper eller konfirmation, uden at der er musikledsagelse. Vel at mærk livemusik.
Ole Erling har også haft sans for branchens mere kommercielle aspekter. Hans diskografi er tæt på 50 med titler som ‘Hammond Evergreen’, ‘Hammond Candlelight’ og ‘Hammond Singalong’.
I en periode brugte han omtrent al sin tid på at producere musik for andre hjemme i villaens kælder i Smørumnedre, lige som han har ejet flere musikbutikker og koncentreret sig om deres drift.
MANGE ANSÅ OLE ERLING

som tabt for orgelverdenen, men en dag hørte han sin tyske wunderkind-kollega Franz Lambert divertere på et avanceret Wersiorgel. Det fik morgendagens fødselar til både at investere i et lignende instrument, der
omtrent lyder som et helt symfoniorkester, og til at køre sin Pontiac Firebird frem på ny.
Og nu er han igen på landevejene - parat med hele det musikalske udtræk til endnu flere private gilder eller diskoteks optrædener, firmafester og receptioner.
Selv på Langelands Festivalen blev Ole Erling kult, så her skal han lige hen igen i de næste dage, før det bliver tid til selv at holde party for familie og venner.
Hvem mon der skal spille ved den lejlighed?

 

 

Foto: Johnny Frederiksen

KULT
Ole Erling - der kalder sig selv for Mr. Hammond - er gået hen og blevet ren kult
- og sandelig om der ikke er en rigtig fanside på www.

 

Journalistisk fortalt af:
PETER THYGESEN

 


.